Om

 

Torben Villumsen, fotograf, født 1964 i Husum (København). I dag bosiddende i Ruds Vedby, Sorø Kommune.

Torben Villumsen 200x200

Den korte historie

- Har arbejdet med fotografi siden drengeårene og som selvstændig fotograf siden 1983.
- Har løst fotografiske opgaver til brug for en lang række organisationer og virksomheder.
- Har desuden producereret reklame- og præsentationsfilm og løst andre kommunikations-, grafiske- og designopgaver.

Tror på at et godt fotografi skal produceres med teknisk høj kvalitet og at der i motivet skal være plads til beskuerens eftertænksomhed.

Den lange historie

Som dreng
Allerede som 10 årig blev jeg fanget af fotografiet og dets processer. Det første mørkekammer i hjemmets kælder virkede dragende med sin enlige røde lampe. Her kunne jeg opleve den magiske proces når motivet langsomt voksede frem på papiret. Som tolvårig var mit blik ind i fremtiden at fotografiet skulle være min vej ”når jeg blev voksen”. Min utålmodige venten på voksenlivet resulterede i at jeg som teenager blev tilmeldt Grafisk Værksted (KKU) hvor jeg lærte om layout, repro og trykprocesser, havde fritidsjob hos ”Fotoexpressen” med fotografering af Københavns turister i Havnerundfartens både. Jobbet indebar at man balancerede lidt på rækværket af Holmens Bro, tog et billede, racede retur til mørkekammeret, fremkaldte film, kopierede 25- 50 fotos og 30 minutter efter at være klar til optagelse af næste båd! Sikken et job – jeg holdt meget af det.

Drømmen
Mine drømme om at blive fotograf udviklede sig yderligere, og et par år senere pakkede jeg mine fotografier sammen i nogle kasser, opsøgte med rystende ben stedet, jeg opfattede som det paradis, der kunne bidrage til min drøm – Schiller & Co i Studiestræde. I receptionen sad Lis og efter først at blive pænt afvist, endte jeg med at kunne fremvise mine fotos for et par af studiernes fotografer og assistenter. Bjørn Thomsen spurgte om jeg samme aften ville prøve at assistere ham ved en Lego optagelse. Det blev nat inden optagelsen var færdiggjort og jeg blev sendt hjem i en taxa, fyldt med oplevelser og med besked om at dukke op igen næste morgen. Bjørn kendte Kim Wichmann og de startede kort tid efter studie sammen i Badstuestræde og ad den vej blev jeg i en periode assistent for Kim. Senere kom jeg i kontakt med Ulf Duminski, som jeg assisterede på opgaver primært for Femina og det dengang eksisterende Daells Varehus. Det gav spændende oplevelser og ny viden med opgaver i studiet og på rejser. I mellemtiden blev jeg virksomhedsregistreret og udførte flere og flere reklamefoto opgaver i eget regi på Islands Brygge. Min drengedrøm begyndte at blive en realitet. Jeg troede på at et godt fotografi skulle udføres med god teknik og det skulle give plads til eftertænksomhed.

En fantastisk tid
Senere startede jeg i studiefællesskab med Bjørn Thomsen og Morten Corneliussen på Artillerivej og kort efter løb jeg ind i en ny stor kunde. Reklametjenesten var reklamebureau for FDB (Coop) og hurtigt blev kalenderen booket med opgaver for til FDB,s kædebutikker.
Bjørn og Morten ønskede andre studie muligheder og flyttede. Opgavemængden voksede og en elev bidrog nu til produktion. Eleven blev, som en sidebemærkning, ansat på grundlag af nogle uskarpe sort/hvid fotos af elefanter men flotte det var de (og tak for kampen til hende). Naboens højloftede autoværksted blev lavet om til endnu et studie, en ekstra fotograf kom til og i kælderen blev der bygget farvemørkekammer med venlig opbakning fra AGFA.
Firmaet flyttede til Schiller & Co som, i fantastiske lokaler på Nannasgade, husede mange kolleger og studier, laboratorie, filmselskab, biograf, kantine, administration osv. kort sagt en myretue af faglig inspiration og et fantastisk produktionsmiljø. Jeg var tilbage i Schiller, som jeg havde drømt om som ung og så gik det fagligt stærkt og mulighederne voksede. I Schiller stiftede jeg bekendtskab med reklamefilm produktion samt adgang til at teste de tidlige versioner af digitale kamera-bags (digital fotografering). Begge dele som har givet en stor ballast senere i karrieren.
I den periode mødte jeg også Niels Erik Risager. Niels Erik arbejde på et interaktivt multimedieprogram for Novo Nordisk. Interaktivitet, multimedie, CD’er, DV video, AVI filer var nye dragende ord og processerne var udfordrende, så jeg forlod Shiller & Co for at arbejde sammen med Niels Erik. Vi fortsatte arbejdet sammen som partnere i firmaet Vegacom Production. Det var den fagre nye verden med ny viden og ny teknologi.

Klipperne
I januar 1999 tog familien og jeg selv natfærgen til Bornholm uden returbillet. Vi gik en tid i møde hvor opstart af reklamebureauet ”Konnect”, fotostudiet ”Bornwood”, efteruddannelse og iværksætteri kom i højsædet. Konnect Aps og det partnerskab, der var opbygget måtte slukke lyset for sidste gang i 2007. Min kone Pia og jeg købte aktiverne i selskabet og etablerede selskabet 2konnect ApS for at føre flere af aktiviteterne videre.

Returbilletten
Med lyst til nye oplevelser og mere faglig udvikling, bestilte vi i 2012 returbilletten til Sjælland og efter 13 spændende år på Bornholm var vi tilbage på Sjælland – med udsigten over Storebælt og med ”Tanternes Hus” på Kruusesminde Gods som base.

Tilbage til rødderne
Havde jeg i drengeårene vidst hvad mine drømme ville medføre, så havde jeg gjort det om igen. Fotografiet er ikke kun blevet til et job men til en styrende del af livet. Det er blevet til erfaringer, lærdom og oplevelser som har givet mulighed for at udforske mange visuelle genrer, levere til mangeartede opgaver og til forskellige kundegruppers behov.
Jeg tror stadig på at et godt fotografi skal produceres med teknisk høj kvalitet og at der i motivet skal være plads til beskuerens eftertænksomhed.

Kort og godt
Reklamefotograf
Fotograf siden 1983 og løser desuden andre kommunikations-, grafiske- og designopgaver.
Producerer reklame- og præsentationsfilm.
Medejer af 2konnect (2007-)
Stifter og tidligere partner i Konnect Kommunikation samt Bornwood Studios.
Har bl.a. løst reklame-fotografiske opgaver til brug for:
Lego, Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, Obs, Coca-Cola, Jyske Bank, Toyota, PFA Pension, Sadolin Woodcare, Observer Presseklip, Novo Nordisk, BornholmsTrafikken/Færgen, Destination Bornholm, Tenson, Magasinet Bornholm, ACAB, Danmarks Designskole (Glas- og Keramikskolen på Bornholm), Siemens, Olivetti Danmark, Espersen A/S, Bornholms Erhvervscenter, Sundhedsstyrelsen, Ferrosan, Wallpaper, Borngros, Slagelse Kommune, Frese m.fl.
Har herudover deltaget som aktiv partner i flere udviklingsprojekter bl.a. Det Regionalt Erhvervshus på Bornholm (Næstformand), bidraget til udvikling og gennemførelse af virksomheders visuelle identitet og branding. Er efteruddannet inden for erhvervsøkonomi og organisation. Uddannet tennistræner (KT4/ATK) via Dansk Tennis Forbund, tidl. formand for Slagelse Tennisklub og benytter en del af min fritid på tennisbanen sammen med familie, venner og bekendte.